Plads til alle

Der skal være plads til alle, var overskriften på et indlæg i et af mine sfærer på facebook her til morgen.

Emnet var - blandt andet - burkaer.

Nu er jeg på ingen måde bedste veninde med fru Kjærsgaard.Tværtinod skammer jeg mig jævnligt på hendes vegne over de ting der finder vej over hendes læber. Ligesom jeg er ked af, at indtil flere andre partier, herunder socialdemokratiet, syntes at have taget en, i min optik, uheldig højredrejning her på det sidste.

Men burkaer kan jeg altså ikke klare heller.

Det vender sig helt instinktivt i mig ved synet af en burkaklædt kvinde. Har hun ovenikøbet solbriller og handsker på, som hende jeg så i bussen den anden dag, går det først helt galt og jeg får en ubændig trang til at hive kludende af hende.

Tørklæder kan jeg klare. Ind i mellem syntes jeg endda de er ganske fikse i både farver og måden nogle af dem sætter dem på.

Men altså.....

Jeg bryder mig ikke om, at jeg ikke kan se hvem der gemmer sig derinde bagved.

Jeg bryder mig ikke om tanken, at nogen finder det nødvendigt at belaste, det i forvejen pænt belastede kvindekøn, med et sådan mobilt fængel.

Jeg kan ikke se nogetsomhelst formål med det og jeg undrer mig faktisk i mit stille sind over, hvordan man kan vælge at tage til et land, hvor praksissen i den grad strider med gængs praksis og kvindesyn. Hvorfor??

Men jeg ved ikke om jeg tror på forbud.

Nok mere på oplysning og målrettede indsatser rundt omkring i centrale cirkler, på skolerne og hvor der ellers måtte være lydhørhed.
Jeg hører Naser Khader sige i TV, at debatten
også bølger i indvandrerkredse, hvor det langt fra er alle der syntes om det heller.

Men forbud er nok ikke løsningen - for man kan frygte, at det kun vil betyde yderligere isolation for de kvinder det indvolverer. At de så bliver holdt aldeles hjemme uden kontakt til andre end deres egne nærmeste.

Samme problematik gør sig gældende ift. omskæring af kvinder.

De fleste kan vel blive enige om, at det er en uacceptabel praksis.
Men særligt i lande hvor praksissen er udbredt, vil et forbud kun betyde at de indvolverede går tilbage til anvendelsen af sløve beskidte remedier til gennemførelsen af overgrebet.

Som det er nu, kan man få det foretaget på hospitaler visse steder i eks. Somalia. Dette er nok heller ikke nogen særlig holdbar løsning i det lange løb, men dog bedre end at pigerne dør eller lemlæstes for livet ude i de små samfund, fordi de så selv må gøre det. De holder jo ikke op, fordi kritikerene siger de skal.

Men der er håb.

Somaliske flygtninge i eks. London, hvor der er rigtigt mange af dem, er ved at skifte holdning.
I den yngre generation af somaliske mænd, findes efterhånden rigtigt mange, der hellere vil have en "hel" kvinde.
De påvirkes gradvist af den vestlige tankegang de nu er en del af og de unge kvinder nægter også i stigende grad.

Mere af det samme tak.
* Mere oplysning
* mere dialog / gerne i samarbejde med indvandrerkredse.
* Bedre kendsskab til de kulturelle normer der ligger til grund for de forskellige praksisser hos dem der møder kvinderne (og deres mænd!), så de bliver istand til at forstå og vejlede istedet for at fordømme.

Fordømmelse og forbud alene, har aldrig fået nogen mus ud af deres huller....

Piv piv

Det trækker altså lidt tænder ud at læse så intenst som jeg gør p.t.

Har lige pløjet mig igennem "Kapluna Daughter" af Jean Briggs. En tekst på små 35 sider der handler om hendes feltarbejde blandt eskimoer i det nordlige Canada og hvordan rollen som kvinde og ønsket om at blive "adopteret" ind i en familie under hendes 1½ år deroppe, byder på både glæder og store kriser.

Hamrende interessant - men nu holder jeg altså frokost pause en time eller to inden jeg giver mig i kast med dagens anden tekst.

Bourdieu's "Structure and the Habitus" kunne være en mulighed her. Elsker Bourdieu :)

Reading and sweating....

Så er der ikke flere fridage at tage af, hvis jeg skal være klar d. 26.

Det tog mig 5 stive klokketimer at gennemgå Harald Eidheims "When Ethnic Identity is a Social Stigma" og lave tilhørende (og brugbare) noter.

Så mangler jeg kun lige 12 tekster mere ;)

Men den var spændende, det hjalp.

Jeg snupper måske lige een mere i aften.... hmmmm.... måske Marshall Bermans "All that is Solid Melts into Air" - lidt Marx på sengekanten... den har en lyrisk tone jeg umiddelbart syntes om og som lover for en NOGET lettere gennemgang end dagens første akt.

on/off

Læste en blog her til morgen. Har nemlig bevilliget mig selv en fridag skal jeg sige jer. Var til eksamen igår og skal til en bette en den 26. igen, hvilket minder mig om at jeg aldrig nogensinde mere i løbet af dette studie udsætter eksaminer igen. Det er, som min kloge bankdame engang sagde til mig, som at pisse i bukserne en kold vinter dag - dejligt lunt i omtrent 5 sekunder;)

Nå men, det var bloggen jeg var igang med. Den handlede om, hvordan knappen pludselig kan smutte på off, selvom den har været rødglødende on kort forinden.

Da jeg endnu havde mine fusser solidt plantet i den fynske muld, var jeg på et tidspunkt aldeles forgabt i en Københavnsk gut.

Han var voksen, fræk og alt muligt andet dejligt.
En nat, da vi sad på msn og snakkede, mens min gode veninde var der, inviterede vi ham helt spontant over og søreme om ikke han satte sig i bilen og kørte afsted, med ankomst små 2 timer senere.

Den blev en herlig nat, mellem os alle tre. Dampende hed sex i den absolut blide ende. En nat, der på mange måder bandt os to veninder tættere sammen.

Det samme var desværre ikke tilfældet med ham og mig.

Da morgenen oprandt var mine følelser for ham på forunderlig vis forduftet.
Kun irritation var tilbage og jeg kunne næsten ikke få ham hurtigt nok ud af vagten igen.

Fra tid til anden har jeg tænkt på ham og på, hvad der egentligt skete....

Var han for nem? Var det fordi jeg blev den styrende? Var det fordi, jeg i grunden ikke rigtigt havde lyst til at vi skulle være tre, fordi han med al for stor iver hoppede på min veninde også?
Eller var det en kombi af det hele?

Shit happens. Følelser dør nogle gange uden at vi rigtigt ved hvorfor. Når jeg tænker efter var der masser af god sex, men vi talte sjældent rigtigt sammen. Altså på et niveau, hvor man følte sig mødt intellektuelt. Måske det var det, blandet med det andet.

Kom til at tænke på ham idag, da jeg læste den anden blog.

Fresh and new

Lukkede min gamle blog for noget siden.

Kunne bare ikke rigtigt genkende mig selv i den - den var kommet til at handle om for meget negativt ifb. vores liv med en anden på sidelinien.

Dette forhold er imidlertid slut nu og dermed måtte bemeldte blog også lade livet.

Denne skal KUN handle om MIG.

Jeg skriver når jeg har lyst/har noget på hjerte. Der kan godt gå uger imellem. Men det er vel også okay - vi skriver jo heller ikke breve til vore kære hver dag bare for at skrive et eller andet.