Kære søde Lars - farvel...

...Så tog du afsted, som Britta sagde og som jeg syntes er smukt udtrykt i dit tilfælde og meget rigtigt.

Jeg husker du fortalte mig, sidste gang vi sås, at du ikke var bange - måske lidt for smerterne, men ikke for selve rejsen der, når det nu ikke kunne være anderledes, havde gjort dig nysgerrig efter at finde ud af, hvad der er på den anden side...

Jeg husker også, at jeg tænkte det var en gave at du havde det sådan - at du til det sidste formåede at se det i det lys, det må et sted have givet dig en fred som er alle døende forundt.

Bortset fra det, er der intet, absolut intet rigtigt ved det.

Min store stærke drømmende ven med de vide horisonter og den glubbende livslyst, med latteren og glimtet i øjnene når du kiggede efter piger i flade sko, som vi så ofte har joket med at du godt kunne lide.

Farvel Lars. Jeg vil aldrig glemme hvilken fantastisk rummelig og dejlig ven du har været mig, ligesom jeg aldrig vil glemme vore ture og den til Sifnos vi havde det efterår. Vore aftener over vinen, med snak om livet og drømmende og alle dine små "fornærmelser" når der var noget i mit liv, du ikke lige syntes var som det skulle være og jeg lyttede, for du ramte som regel ganske rigtigt og så grinede vi sammen.

Det gjorde vi også sidste gang vi sås hvor du åbent fortalte om dine tanker vedr. døden og vi ellers fik vendt underlige bryllupsskikke og famileformer der på sengekanten med et godt grin vil.

Farvel Lars - vi ses!