Lige om lidt...

... er det slut med driverlivet for denne omgang.
På tirsdag starter det nye semester for mit vedkommende og et blik på de tekster jeg allerede HAR fået fingre i (og ER begyndt at læse) fortæller mig, at det nok skal blive pænt hektisk.

Har valgt "migration" som efterårets "tema".

Det kan jeg nemlig også bruge til at knalde BA´en i hus - og så syntes jeg jo den slags er sindsygt spændende sådan generelt betragtet.

GLÆDER MIG til at komme igang igen!!!

Er du flad - gå i Bilka...

... Er mildt rystet!

Fik lige en historie serveret af veninde her idag på cafe.

Hendes mor havde været i Bilka. Foran hende stod et par med en velvoksen indkøbsvogn med tilhørende overload ad nyindkøbte varer.

De smuttede uden bonen og en anden forbipasserende mandsling snuppede den - altså bonen - og anråbte en vagt med påstand om at parret havde stjålet hans varer.

Uden bon kunne de ikke bevise, at varerne var deres og måtte aflevere dem til tyven.

Hvad gir I ???!!

Det kræver satme is i maven du - og jeg vil altid huske mine boner fremover.

Her er farligt, vi skal hjem før det bliver mørkt...

...

Jeg logerer p.t. på Vesterbro - og IKKE i den "pæne" ende.

Mændendes hjem er mine genboer og der hænger pushere i min gadedør, ligesom pigerne vist ligger med lidt flere mænd end de fleste.

Der er en frygtelig leben i den her gade fra solen står op til langt ud på natten. Men jeg føler mig ikke specielt udsat eller truet. Heller ikke når jeg lister hjem fra bar kl. r.. og jeg tror et eller andet sted det meget handler om ens indstilling til det skæve - jeg kan godt lide dem/det.

Min kæreste var på besøg med sine unger den anden dag. De skulle gerne hjem inden det blev mørkt sagde han. De skulle blot lige op på hovedbanen, men det blev gentaget flere gange den aften, at de skulle afsted inden mørkets frembrud.

Jeg tilbød at følge dem på banen og gjorde det. På turen derned jokede jeg med ungerne og vi hyggede og de glemte "at det vist er lidt farligt her" - fik sagt farvel til dem og smuttede tilbage.

På trappen foran døren sad et par skæve eksistenser. De rejste sig og bukkede da jeg skulle ind og jeg kvitterede med et smil og fik et tilbage. Også luderen på hjørnet fik et smil og hun smilede sørme tilbaws igen.

Det fik mig til at tænke på bange børn - og om ikke de i grunden er et produkt af overført angst. At vi gennem vores udtalelser reproducerer dikotomier og forestillinger om hvordan verden hænger sammen for os, hvor vi måske i højere grad burde lære dem at begå sig i den på en imødekommende og åben vis.

Vesterbro er for mig ikke en pind farligere end andre steder i byen her. Faktisk vil jeg vove påstanden, at den er det mindst farlige sted af alle - den er ærlig og åben, du kan se hvad der foregår og har derved også langt større mulighed for at navigere, end på en stille villavej, hvor du ikke aner hvad der venter dig om næste gadehjørne....

Kontrastfyldt hood...

Jeg er smuttet hjemmefra i den ferie der ligesom ingen ende vil tage.

Passer 2 smukke norske skovkatte, begge snehvide og pylrede og indekatte hvilket jeg egentligt er absolut imod (at de er indekatte altså).

Jeg bor i deres menneskers 3 værelses Vesterbro lejlighed - og selvom Vesterbro vist skulle være blevet ganske mondæn på det seneste, gælder dette ikke for lige det her hjørne af kvarteret.

Jeg behøver ikke se TV.

Jeg kan sidde i vinduet og iagttage gadens liv. Skråt overfor ligger mændenes hjem og jeg siger jer, der er liv og glade dage udenfor det sted i omtrent døgndrift.

På mit trappetrin sidder en negerpusher og glor tungt på de forbipasserende og på hjørnet har et par asiatiske veninder taget ophold i pauserne mellem hotelbesøgene. De er ikke til at tage fejl af nogen af dem.

Men jeg kan nu godt lide det. Kan godt lide det upolerede og lidt rå frem for eksempelvis Øasterbro hvor jeg selv bor og hvor der meget gerne snart måtte springe en bette bombe eller udbryde en smule beboerkrig så vi ku' få lidt gang i kludene og tankerne igen.

Der skal så lidt til....

... bare det, at sidde i biografmørket med dig mit halvvoksne afkom og mærke din hånd i min fra tid til anden, mens vi nyder en film sammen og siden en kaffe og en smøg på cafeen henne om hjørnet, hvor du pludselig, midt i en sætning omtrent, fortæller mig at du elsker mig og syntes det har været en herlig weekend hjemme fra efterskolen....

Ahhhh - Så kan jeg godt klare 14 dage mere uden dig :)

Her der og alle vegne...

Jeg kom spankulerende ned ad Nørrebrogade her idag.
Foran mig gik to piger som jeg vil skyde til at have været sidst i 20'erne.

De var hippe. Sidste nye skrig - total stilbevidsthed og et vovemod der lænede sig ømt op af det punkede.

Frisurerne viste også, at de bestemt ikke lod frisøren bestemme farten, men selv vidste præcist hvordan den skulle klippes. Begge frisurer passede selvfølgeligt bare totalt til outfittet.

Wow, tænkte jeg. Seje tøser....

Så hev den ene af dem en lille stak blade op af sin tjekkede taske og viste dem til en af de andre forbipasserende og her skulle jeg altså lige bruge 2 sekunder til at finde en grimasse der kunne passe, for "Vagttårnet"og "Vågn Op" havde jeg alligevel ikke forestillet mig i dette selskab !

Men okay - hvorfor egentligt ikke?!

De har sikkert tænkt at det var en ganske udmærket måde at fange folks opmærksomhed på, fange dem på det forkerte ben og så HAPS!

Om de havde bid i dette tilfælde nåede jeg ikke at se, men min opmærksomhed fangede de sgu på både den ene og anden måde - De griber om sig, de vidner gør de....

Ung og til grin i retssystemet

D. 5. august mødte min 16 årige søn som vidne i retten, i en sag hvor han også var offer.

I April blev han nemlig overfaldet af en jævnaldrende dreng mens han sad på Bopa Plads på Østerbro og holdt frikvarter fra skolen lige om hjørnet. Drengen som overfaldt ham kom kørende på scooter som han smed fra sig, hvorefter han passede min søn op og gik i gang med at svine ham til og siden nikke ham en kraftig skalle så han faldt til jorden med smerter. Optrinet blev kun standeset, fordi der kom en lærer forbi i det samme.

Min søn havde året før en kæreste der var venner med overfaldsmanden, men udover et par møder i nabolaget, hvor samme altid teede sig truende, kendte de to ikke hinanden.

Det var en chokeret søn vi hentede på skolen den dag.

Umiddelbart var han ikke til sinds at melde det. Han var nervøs for repressalier og mente ikke det ville nytte noget alligevel. Men vi pressede på, for vi syntes det er vigtigt de unge melder overfald, da der er alt for meget af det i bybilledet.

Vi tager altså på skadestuen og siden på politistationen på Øster Fælled torv, hvor vi bakkes op i vores holdning og sønnike ender med at føle sig i tryg ved situationen og der bliver optaget fyldig rapport om overfaldet.

Den 5. august skulle han så i retten og her vender billedet …

2 af tre dommere frikendte overfaldsmanden.

Det gjorde de, fordi forsvareren gjorde et meget stort nummer ud af at få min søn til at fremstå som den "skyldige". I det min sønhavde forsøgt at få overfaldsmanden til at fjerne sig ved at tage fat i ham og flytte ham væk (MENS han selv også blev holdt fast), mente forsvareren at overfaldsmanden kunne have følt sig truet og derved nødsaget til at nikke en skalle.

Det har sikkert vejet pænt, at overfaldsmandens mor døde af en overdosis, at han har været i pleje og at han frivilligt har indgået aftale med de sociale myndigheder om at starte behandling for sit eget omfattende hashmisbrug. Man har vel villet give ham en chance.

Tilbage sidder så bare en dreng på 16, som siden overfaldet har haft det svært og som nu føler sig helt til grin.

Han har fået at vide, at det er helt okay at overfalde folk ganske umotiveret og nikke en skalle, skulle man være i det humør – ikke engang en bette belæring får man for det.

Han har også fået at vide at myndighederne trods deres udsagn om det modsatte i grunden er ligeglade med ham og andre unge ofres retssikkerhed. Der er ingen sammenhæng mellem ønsket om at de unge skal melde sagerne og så den alvor hvormed man ser på dem når de når så langt.

Det er fuldstændigt omkostningsfrit at agere som overfaldsmanden gjorde, også selvom anklageren modsagde forsvareren ved at påpege, at der var mange andre måder overfaldsmanden kunne have løst dette at føle sig truet på – han kunne f.eks. have sat sig op på scooteren og kørt sin vej igen.

Min søn selv sagde efterfølgende, at han aldrig ville melde noget igen – det er spild af tid mener han.

Der kan man bare se....

Nogle erfaringer andre gør sig kan man bare ikke bruge til en skid.

Jeg husker stadig tydeligt at jeg, da sønnike var en bette purk, til et selskab udtrykte min forundring over forældre og her særligt mødres af og til manglende evne til at glive slip på deres poder. Ligesom jeg rystede på hovedet når jeg læste artikler om den sorg der kunne være forbundet med at ungerne fløj fra reden.

Jeg har altid tænkt, at børn kun er til låns og at man bør være glad og fro når det går dem godt og de er på vej.

Sådan tænker jeg da også stadig.

Jeg er mega glad for, at min søn på 16 nu er på efterskole og oplever sin forhåbentligt mest fede tid i de tidlige ungdomsår. Jeg husker selv hvor fedt det var at være på efterskole og hvor meget jeg forandrede mig de 2 år jeg var afsted.

Jeg under ham det af hjertet - og samtidig er samme hjerte bristefærdigt af vemod over at en barndom er ved at være slut og en ny periode begynder, hvor vi alle omkring ham skal til at omdefinere vores roller i forhold til alt det nye.

Vemodet væltede ind over mig i går aftes. Aldrig mere skal jeg mærke hans lille hånd i min mens vi går på gaden. Aldrig mere skal jeg putte med ham på den brede sofa vi holdt os i de år og falde i søvn sammen med ham der nogle gange. Aldrig mere kommer han ind til mig midt om natten fordi han ikke kan sove og vi putter sammen der. Eller går i bad sammen og spiller basketball samtidigt, fordi vi har været så kloge at installere et mini basket sæt derude i bruseren. (hvor sku man ellers ha den slags??)

I vemodsskæret, er der rigtigt mange ting der er "aldrig mere". Man er slet ikke åben for, at der kommer nogle nye ting ind, nye vaner og omgangsformer, nye muligheder m.v.

Næh nej, man lider af rendyrket seperationsangst og jeg kæmper i disse dage, efter at have aflevdet gutten - for jeg forandrede mig meget da jeg var væk - mon han forandrer sig så meget, at han bliver væk for mig???

(opdateres løbende...:)

I haven til Lars bisættelse

Tak Lars fordi du har vist mig, at døden og afskeden også kan være noget smukt og ikke blot en knugende følelse af savn og sorg over at have mistet.

Din bisættelse var den smukkeste jeg til dato har været til. Ordene, sangene - blandt andet sunget af Alberte (winding) i kirken og ude i haven bagefter, hvor stemningen var varm i en dejlig blanding af smil og tårer.

Hvor vil jeg savne dig min ven. Men afskedssangen som du gav os inden vi sluttede dagen hjælper... Vi skal huske at have det sjovt, huske sangene og kærligheden...

Svantes Svanesang

Timerne føles så korte.
Ingenting varer ved.
Mor jer nu, når jeg er borte.
Jeg ønsker jer sange og kærlighed.

Bag mig er misbrugte dage.
Foran mig noget jeg ikke ved
I, som skal blive tilbage.
Jeg ønsker jer sange og kærlighed.

Jeg rejser uden eskorte.
Og uden bitterhed.
Mor jer nu, når jeg er borte.
Jeg ønsker jer sange og kærlighed.

Benny Andersen

Home sweet home...

Der er rigtigt mange fordele ved at være hjemme igen efter ferie sydpå :

• Man slipper for at sove længe bag lystætte skodder i kølig brise fra velfungerende A/C.
• Man behøver ikke spise den samme lækre youhurt med honning og nødder hver morgen og bliver IKKE fristet af lækre chokoladepandekager i tide og utide.
• Sand mellem tæerne (og alle mulige andre steder) er en saga blott.
• Man ligger ikke længere i sprit fra omkring frokosttid til 2-3 om morgenen.
• Man får atter rørt støvsugermusklen og tøjvaske genet.
• Hjerne aktiviteten ryger i vejret igen over at skulle forholde sig til mere end blot hvad og hvor man skal spise, om man gider tage til stranden eller skal i poolen i stedet og hvilken af de mange cocktails den lokale bule har på deres kort man mon skal vælge nu.
• Man finder ud af at man faktisk godt kan leve næsten uden tøj når ens bagage er bortkommet på hjemturen.

Ah, det er dejligt at være hjemme....

Kære søde Lars - farvel...

...Så tog du afsted, som Britta sagde og som jeg syntes er smukt udtrykt i dit tilfælde og meget rigtigt.

Jeg husker du fortalte mig, sidste gang vi sås, at du ikke var bange - måske lidt for smerterne, men ikke for selve rejsen der, når det nu ikke kunne være anderledes, havde gjort dig nysgerrig efter at finde ud af, hvad der er på den anden side...

Jeg husker også, at jeg tænkte det var en gave at du havde det sådan - at du til det sidste formåede at se det i det lys, det må et sted have givet dig en fred som er alle døende forundt.

Bortset fra det, er der intet, absolut intet rigtigt ved det.

Min store stærke drømmende ven med de vide horisonter og den glubbende livslyst, med latteren og glimtet i øjnene når du kiggede efter piger i flade sko, som vi så ofte har joket med at du godt kunne lide.

Farvel Lars. Jeg vil aldrig glemme hvilken fantastisk rummelig og dejlig ven du har været mig, ligesom jeg aldrig vil glemme vore ture og den til Sifnos vi havde det efterår. Vore aftener over vinen, med snak om livet og drømmende og alle dine små "fornærmelser" når der var noget i mit liv, du ikke lige syntes var som det skulle være og jeg lyttede, for du ramte som regel ganske rigtigt og så grinede vi sammen.

Det gjorde vi også sidste gang vi sås hvor du åbent fortalte om dine tanker vedr. døden og vi ellers fik vendt underlige bryllupsskikke og famileformer der på sengekanten med et godt grin vil.

Farvel Lars - vi ses!

Mundlam til en forandring...

Normalt er jeg ikke specielt mundlam. Det får jeg tit at vide også - at jeg er et direkte og bramfrit menneske. Sådan en der beder folk der breder sig over 2 sæder i fyldte tog om at begrænse sig lidt og den slags.

Men idag blev jeg sgu mundlam.

Jeg stod udenfor H&M på strøget og ventede på, at min veninde skulle blive færdig med at lænse sin konto da 3 kvinder jeg vil skyde til at være mor og døtre passerede mig og den ene af tøserne i omtrent samme øjeblik smed en tom dåse Somersby fra sig på gaden og fortsatte. Jeg hørte mig selv sige "hey, hvad skete der lige???". Hun vendte sig og stirrede på mig, hviskede et eller andet til sin mor, der trak på skuldrene og så skred madammerne ellers videre...

Om jeg fatter hvad der foregår oppe i hovedet på de mennesker, ligesom jeg heller ikke fatter pointen med det bjerg af skodder der ligger og hygger sig langs sporene på hovedbanen - prøv at kig næste gang du er derinde, det er sgu ikke småting der ligger dernede. Og det er jo ikke fordi skraldespanden ikke er opfundet vel?

Nogen burde fortælle dem om alle de dejlige legepladser man kunne fikse til byens unger og andre skønne ting man kunne få for de penge det koster kommunekassen og andre pengekasser at rydde op efter alle svinene her til lands.

Hver gang der skal ryddes op efter såkaldte tags, malet af ubesindige rødder hvis forældre ikke har evnet at opdrage en smule på dem, eller samles dåser op efter ligeglade tøser og deres mødre og...you name it... så koster det et eller andet og de penge bliver taget fra noget andet der kunne være rart og godt for rigtigt mange, for ikke at nævne hvordan miljøet har det med den slags.

Jeg blev sgu mundlam idag og der kommer til at gå lidt tid før jeg glemmer episoden...

Food is a state of mind

Endelig har jeg fundet noget der fungerer for mig og det har fået mig til at tænke...

Jeg trænger til at tabe mig et par kilo, men har ikke før fornylig fundet metoden som JEG syntes passede MIG og det tror jeg er vældig vigtigt for at projektet lykkes.

Og så tror jeg det er væsentligt, at man tænker mad ind på en anden måde - på et andet plan...

Jeg gider ikke kure. Jeg syntes kure er kedelige, demotiverende og ødelæggende, fordi det jo ikke er sådan det skal være i længden - på et tidspunkt skal man tilbage til normal kost og erfaringen viser, at ret mange tager det tabte eller mere på igen.

Jeg tror mere på kostbevidsthed og kostomlægninger med små justeringer der virker.

Som f.eks. at fjerne/minimere kulhydrat indtaget til et minimum og skrotte de hvide kulhydrater helt (pasta, ris, kartofler, hvidt brød osv) og det har jeg så forsøgt mig med, da flere veninder melder om succes med denne metode.

Det har været overraskende nemt. Det er ganske få ting jeg har elimineret fra min kost - resten er der stadig. I moderate mængder ganske vist, hvad angår de mere tunge sager, men de er der og allerede her 2 uger efter kan jeg både se det på vægten, mærke det på humøret og energibarometeret. Det batter sgu og har ændret mit syn på mad ganske radikalt...

Mad er nemlig en sindstilstand for mig og jeg har et fint eksempel:

Vi har været til barnedåb i dag. Det var med brunch på et hipt sted - altså en brunch der virkeligt ville noget. Der var salat (2 slags), stegte tomater, varmrøget laks, pølser, bacon, røræg, pate, ost i alskens varianter, pålæg, youghurt, pandekager m. sirup, stegte champignons med hvidløg og bønner, 3 forsk. slags brød, croisanter, basser og sådan og det eneste jeg IKKE kunne få af den var pandekagerne og det hvide brød samt basserne + croisanterne.

Jeg spiste to moderate portioner , skrottede baconet for at kunne få en pølse mere og drak æblejuice istedet for appelsin juice og var dejligt mæt uden den sædvanlige oppustethed. Jeg havde valgt cyklen istedet for at køre med familien, da der ikke var langt og selvom jeg da kiggede på pandekagerne men jeg havde ikke lyst at ødelægge det og da der jo var så meget andet jeg kunne gå ombord i, betød det heller ikke noget.

Havde jeg nu været på en eller anden åndsvag kur hvor man intet må, havde oplevelsen været en anden - jeg gider ikke pine mig selv med den slags. Vil meget hellere ind og ændre på enkelte mekanismer der er til at overskue og så lade dem være fundamentet for en ny måde at tænke mad på.

Det er ikke sådan at jeg ALDRIG må få pasta igen, men her de første mdr. vil jeg lade være så det lagrer sig i min bevidsthed at jeg skal passe på dem og kun spise den slags i absolut moderate mængder - og så dyrker jeg motion også.

Mad er en sindstilstand - vil man ned i vægt og finde harmonien i kroppen må man ind og tænke sine madvaner om - enkelte gode ændringer der funker for en resten af livet.

Omegametoden kan studeres nærmere ved at købe/låne denne bog:

Helt blank...

... jeg er fuldstændig blank...

I flere dage har jeg funderet på, hvad jeg dog skulle blogge om. For selvom jeg ikke har lovet nogen noget, så ER et indlæg pr. md. jo i underkanten.

Jeg kunne selvfølgelig skrive om min farmors vægur i bejdset maghoni med de sprøde slag jeg husker fra før verden gik af lave - og at jeg har købt maling og planlægger at male det grækenlandsblåt og hvidt indeni. "Det skal hænge i køkkenet" sagde jeg til kæresten og mødte hans vantro blik med en kæk attitude og en supplerende bemærkning om, at han da vist også havde en og anden ting fremme, som jeg ikke lige syntes var det mest seje - for ligesom at modstå hans "glem det skat":)

Ungerne er også vilde med ideen De faktisk elsker den og bakker mig 100% op (allierede er altid godt og endelig får jeg GAVN af at vi har hele tre af dem). Så han har givet sig og jeg får mit blå ur...

Det kunne jeg fortælle jer ja...

Jeg kunne sikkert også fortælle at jeg tænker rigtigt meget på min ven...
At det ærger mig, at jeg grundet konfirmation torsdag ikke kan komme over og se ham denne uge, men må vente til næste, hvor han garanteret ER kommet på hospice.

Jeg fandt et billede af ham i går. Et fra - well - også før verden gik af lave.
Jeg sad og kiggede på det og mindedes, da det slog mig, at manden på billedet jo allerede var væk på en eller anden måde... Det var en underlig følelse, den erkendelse. Han er her endnu, og så alligevel ikke...

Og når nu det skal være, kan jeg fortælle om turen i går. Sønnike og mig var ude sammen. Ingen af os gad se fodbold i TV og det var det eneste de viste lissom:)

Vi tog på Chr. Havn og åd noget sushi og videre til Husum for at besøge min veninde.
Han har ikke været med mig ude hos veninder og sådan i ret mange år og det var skide hyggeligt .

"Mor, det har været en dejlig dag" sagde han, inden han smuttede i seng i går aftes.

Mmmmmmmmm!

Jeg skal til at sige farvel...

... min gode ven er syg. Han har leukæmi.
Hele vejen igennem, siden sygdommen for henved 2½ år siden blev opdaget, har prognoserne ellers været gode og her henover nytåret fik han en transplantation.

Det er ikke gået som det skulle. Kræften er der endnu og lægerne har givet ham et par mdr. - det lakker mod enden og han har søgt om plads på hospice.

Jeg har grædt hele dagen. Gik en lang tur og siden i bio for at se en sørgelig film for mig selv, så jeg ku' græde over den.

Siden har jeg skændtes med kæresten, bare for at få lidt mere at hyle ad og i morgen skal jeg sætte mig og være fornuftig og skrive videre på min BA som lige nu faktisk kan rende mig et vist sted...

Jeg aner ikke hvordan jeg skal håndtere det her. Min første reaktion da jeg fik meddelsen om vennens tilstand var at det bare slet ikke er okay i den alder - jeg er slet ikke parat til at sige farvel endnu....

Hvis der er noget...

... jeg savner ved København, så må det være det Fynske tempo.
og så, at her er jeg en del mere kreativ, end jeg er derhjemme.

Nu har Odenseanerne også Kulturmaskinen. Dette lille mirakel, i midten af byen, hvor menigmand kan udfolde sig indenfor en lang række kreative områder og det til en overkommelig penge.

Stedet er overordentligt lækkert. Nyt, moderne og med alle tænkelige faciliteter - alle dem, det ville koste en bondegård at erhverve sig, skulle man have ønsket om at etablere sit eget krea værksted hjemme.

Jeg får syet og farvet, så det er en lyst i disse dage. Når så dagens dont er ovre, mødes jeg med vennerne på stamcafeen til en øl i aftenskumringen og veninden jeg logerer hos, bor lige om hjørnet i mit gamle hood.

Hvis fynboerne kan, hvorfor kan København så ikke?
Hvorfor, har det ikke været muligt for mig, at finde noget tilsvarende i København???

Der må da for pokker være mange nødstedte kreative sjæle i staden også??

Men måske skulle jeg bare være glad for det. For det giver mig en god undskyldning for, at tage til øen lidt oftere end ellers og for mig, er det som at komme hjem hver gang. Jeg savner ellers ikke Odense sådan i hverdagen - København er mit nye hood og jeg har på alle andre fronter fået en del flere muligheder end jeg havde i Odense.

For selvom det langsomme fynske tempo kan være meget lækkert, og særligt set på afstand, er det ikke altid af det gode. Fynsk erhvervslivs syn på døve kan virke middelalderligt til tider, ligesom uddannelsesmulighederne for en humanist som jeg ikke er de allerbedste. Der er ikke den her omstillingsparathed og åbenhed som i den store by.

Men kulturmaskinen har de altså - og den savner jeg big time...

Tag et kig på Kulturmaskinens hjemmeside

Torsdagstur

Det har været en af de der dage...

3½ times gruppesparring og vejledning ifm. BA skrivningen slog fuldstændigt luften ud af ballonen hos mig. Jeg nærmest vaklede mod Nørreport efterfølgende, mens jeg diskuterede med mig selv, hvorvidt jeg egentligt gad tage på Diamanten efter bøger.

Det var en åndsvag diskussion. Hentede jeg ikke bøgerne, så blev de returneret. Det var sidste dag for afhentning, der var ikke noget at gøre, så jeg begav mig afsted og heldigvis var bøgerne det værd, de var lige hvad jeg skulle bruge. Det ved man ikke altid er min erfaring og mange er de gange, hvor jeg har bestilt noget faglitteratur hjem, blot for at se, at enten sproget eller vinklen ikke var det rette for den sammenhæng det skulle indgå i.

Jeg vaklede ud derfra igen efter endt mission. Stod et øjeblik og missede mod solen, denne ellers fantastiske forårsdag. Og så var det at jeg tænkte, at det kun var mig selv der kunne få dagen vendt. Dagen var ikke dårlig, den var bare uoplagt og havde mest lyst til dyne og søvn.

Jeg tog havnebussen. Jeg trådte udenfor ruten. Tog en beslutning om, at okay, så tager vi en lille tur og ser, om ikke dét kan vække sanserne lidt til live igen.

Til Nyhavn og en vaffelis på kajen - uhm. Så blev det godt igen og jeg drog videre med cirkel linien til Nørreport og hjemad. I godt humør og med mere energi.

Her til aften har den ældste og jeg handlet ind sammen. Den helt store tur. Det var skide hyggeligt og vi har også lavet mad sammen, mens tøsen lå på slagbænken og læste den sidste nye vampyrbog som vist er det helt store for de unge p.t.

Afstikkere er gode. Nogel gange kan de være med til at bryde en ellers håbløs rytme og give en modet eller energien tilbage. Jeg har taget mange af den slags afstikkere. Jeg er faktisk ret god til det der, når jeg selv skal sige det.

I skulle tage at prøve en dag. Hvis den er grå og trist, stresset eller tømt. Hvis I mangler et eller andet, så prøv at tage bussen til endestationen, hvis du ved den kører et smukt sted hen, som da jeg tog 66 til operaen, selvom jeg ikke havde noget ærinde derude og chaufføren da også spurgte mig, om ikke jeg skulle af og grinede da jeg fortalte, at jeg bare var på tur.

Du kan også sætte dig ned et sted. Sidde lidt og glo på folk, drikke et godt glas et eller andet og nyde livet omkring dig.

Gå en omvej af og til. Det lønner sig tit er min erfaring. Isen smagte i øvrigt fantastisk. Det var årets første :)

O la la

... Et styk bachelor synopsis (midtvejsopgave) afleveret idag.

I'm almost there...

Det er nu dejligt...

... når dagen flasker sig sådan som man havde forestillet sig den. Det er endnu bedre, når den svinger en bette krølle eller to på halen og man føler sig "opfyldt" (kunne ikke lige finde et bedre udtryk).

Var til første vejledning med gruppen ifm. med bachelorskrivningen. Vi skriver hver vores BA, men vore emner læner sig op ad hinanden, så vi er sat i gruppe sammen. Vi mødes og sparrer og går så også til vejledning sammen. Det skal vi 5 gange i alt udover vore gruppemøder.

Mødet med vejlederen idag var rigtigt positivt. Der er god kemi mellem ham og os og vi fik hver især gode fif og råd med hjem til det videre arbejde. Det er skide lækkert når det fungerer og man forstår hinanden fagligt.

Efter vejldning smuttede jeg med metroen til Christianshavn og rundede min favorit sushi-pusher på torvet - UHM.
Ned i undergrunden igen og videre til KUA, hvor 3 lektioners kommunikationsrådgvning ventede. Men først to timers læsning sammen med studiekammerat. Vi var rørende enige om, at vi sgu savner at være i læsegruppe. Man får vendt tingene på en anden måde, ved at læse sammen som vi gjorde her idag over en spand kaffe.

Kl 17 gik turen hjemad.

Min hjerne arter sig godt og grundigt brugt her til aften, men på en dejlig, dejlig måde.

Jeg kan nu overskue tingene igen. Vejledningen fjernede mine tvivl og gav mig overblikket tilbage og oveni hatten ahr solen skinnet fra den skyfri og gjort mig glad og forårsfri i låget.

Det var satme også på tide.....

Åhhh...

... Hvor jeg dog elsker at have en af teenagerene herhjemme på tomandshånd. Bare sådan helt for mig selv.

Som i går, da jeg og den mellemste smurte nogle herrefede stykker højt belagt og bare nød at sidde og snakke om skole, andres adfærd, smagen af kalkunbacon på leverpostej med stegte champignons. Om man bør spise det bedste sidst eller først (man ku jo risikere at være for mæt inden man nåede det gode). Om den nært forestående konfirmation som afføder en smule nervøsitet. Om vikarer der bare lader en spille kort i timevis og om hvordan man kan komme til at gøre ting i timerne som man egentligt syntes er idiotiske og uhøflige, bare fordi de andre gør og man tager sig selv i at hyle med. og sådan kunne vi blive ved.

Vi fik snakket, på en måde som vi slet ikke når, når de andre er der.

Jeg nyder det helt vildt meget og selvom jeg også glæder mig til at få mit liv tilbage engang når de flytter hjemmefra, så ved jeg også, at jeg kommer til at savne det helt vildt.

Hvordan...

... kommer jeg op på -måske ikke 500 som visse andre, men så bare een da - faste læsere.

Ikke at det er livet om at gøre siger jeg til mig selv. Jeg skriver jo for pokker for at få noget ud for mig selv og ikke for at behage.

Men alligevel - for en kommentar eller to, når man stiller spørgsmål ville nu være rart.

Når jeg ser mig om i blogland får jeg sådan set svaret på spørgsmålet i dette indlæg - hvis jeg vil have faste læsere må jeg enten:

• Opdatere mindst en gang daglig, eller
  
• Skynde mig at hækle/strikke en masse mumitrolde eller andre nuttede tøjdyr, folk kan falde i svime over, eller
  
• Udtrykke mig poetisk med nøjagtigt 100 ord pr indlæg, eller
  
• Hænge min kæreste ud fordi han er en sjuft, eller
  
• Blotlægge en seksuel præference og så ellers malene beskrive hvad den gør ved mig, eller
  
• Fortælle om livet med tre umulige teens og en på 46 der aldrig rigtigt er kommet videre ;)

Tjah - lad os lige gennemgå det igen :

• Jeg orker ikke at opdatere dagligt. Jeg syntes det er fedt der er nogen der har tid til det og som det første de gør, når de kommer hjem, tænder for maskinen og beretter frit fra leveren. Jeg duer ikke til det.

• Jeg er kreativ. ret meget endda. men ikke i en grad der refærdiggør fremvisning på nettet.
  
• Det løber alt for tit løbsk, når jeg forsøger at være poetisk :)
  
• Jeg tør godt blotte mig, men kun i små bidder. Skulle jeg gå hele vejen og give los, ville det ikke være til at stoppe igen og jeg ville alt for let komme til at sige for meget og blotte mere end bare mig selv.
  
• Min kæreste er en sjuft nogle gange, men hvorfor kede folk med den slags?:)
  
• Vi har alle seksuelle præferencer. Jeg har tidligere blogget om mine, men det bliver sgu for personligt for lige netop mig. Jeg løfter gerne en flig nu og da, hvis det ellers passer med emner, men jeg kommer aldrig til at blotlægge mine seksuelle akter og småsyge påfund:)
  
• Livet med teens er umuigt nok, uden at skulle blogge om det osse *G*

Men hvad nu hvis:

Jeg opdaterer, ihvertfald en gang ugentlig og strikker en enkelt mumitrold for derefter at udlodde den i et "give away" flip, efterfuilgt af billeder af nogle nybagte mini muffins med grøn glasur og krymmel og et indlæg med opskriften herinde, så du kan gøre mig kunsten efter og spise dem mens jeg underholder dig med forsøgsvist kontrollerede doser skuffepoesi og som rosinen i pølsenden lover, at du må se min kæreste nøgen i badet en af de kommende dage?

Tror du det ville hjælpe på det?

Jeg har fundet ud af at...

...Jeg rigtigt godt kan lide tynde mennesker.

Jeg mener - hvis man selv er sådan lidt små bred over bagen ikk' , så er det sgu da meget rart at folk ikke ligefrem sætter sig på lårene af en i bussen :)

Det store overspring

Jeg er ret stolt af mig selv.

I går fik jeg nemlig bremset op og stoppet lige nøjagtigt i tide til ikke at spilde dagen væk på overspringshalløjsa.

Istedet for at shoppe, tog jeg bussen sporenstregs hjem fra Diamanten, hvor jeg havde været blot for at konstater, at de bøger jeg havde bestilt i denne ombæring (til at supplere det bjerg jeg allerede HAR slæbt hjem) ikke var dem jeg ville have alligevel.

Her starter mekanismen med at springe over - for hvis jeg havde spildt turen til Diamanten, skulle jeg jo ligesom trøstes ikk? Altså en latte på en lækker cafe ville ligesom være et ganske fint plaster på såret - og så et glas hvidvin til dessert ikk ?

Sad i bussen da jeg stoppede op. Nul om jeg ville ende som hende der drak sin SU op i trøste latter. Hjem var vejen, hjem og læse!!!!

Fik jeg nævnt, at jeg er pisse stolt af mig selv??

Hvad gør man...

... når man er blevet portrætteret i et magasin og bare ikke syntes det er skrevet i nærheden af at være godt nok?

Når artiklen, der fylder 4 A4 sider, ikke på noget tidspunkt nærmer sig en pointe, mangler flow og flere steder bærer præg af at være taget ud af en sammenhæng?

Ja selv billederne er elendige.

Man dukker sig vel bare og glæder sig over at bladet ikke udkommer i et vanvittigt stort oplag.

Man sagde jo ja i sin tid - jeg siger aldrig mere ja til sådan noget! Skal der nogensinde skrives om mig igen, skal jeg nok selv sørge for det. :)

Så går det løs

I gåt var jeg til første time i faget BA-analyseseminar der så skal strække sig over de næste 7 uger og er etableret som en støtte til os der skriver BA i antropologi lige nu.

Det er sejt syntes jeg, at vi har et institut der rent faktisk gider bruge energi og lærertimer på, at guide os gennem den formelle proces, etablere feedback grupper i mellem os og selv tilbyder vejledning undervejs. Som jeg kunne forstå på underviser i går, er det ikke noget man skal tage for givet på KU.

Det var også skægt at se dem alle sammen igen. Vi har jo haft et år, hvor vi har været spredt for alle vinde. I praktik, på tilvalg andre steder, på andre institutter osv.

Men nu går det altså løs med den afsluttende opgave på denne del af uddannelsen og jeg glæder mig faktisk rigtigt meget til at skrive og udfolde mig, indenfor et helt selvvalgt emne.

Jeg skal skrive om indvandrerdrenge i det institutionelle miljø her i DK.
Jeg har nemlig undret mig over, hvor hurtigt de får prædikatet "problematiske" - allerede i børnehaven skiller de sig ud for det pædagogiske blik.

Men skiller de sig i virkeligheden ud fordi de er af anden etnisk baggrund, eller er der andre faktorer der spiller ind og gør, at de ses sådan? Ja, det er jo, hvad opgaven skal give sit bud på.

Jeg svømmer i litteratur. Alt for meget faktisk. Så resten af denne uge kommer til at gå med at afgrænse mændgen ift. hvad jeg kan/vil bruge. Det er også spændende - ligesom det bliver en udfordring, at få gjort materialet til mit eget hen ad vejen.

Om lidt er jeg bachelor i antropologi - så venter en måned i Grækenland efterfølgende inden det går løs med kandidat delen.

Noget om rollespil

Foreleden dag læste jeg i en blog en kvinde beskrive, hvorledes hende og gemalen levede på en måde hvor rollerne var definerede og arbejdsopgaverne i hjemmet fulgte kønnet - altså hun lavede kvinde ting og han lavede mande ting.

Det fik mig til at tænke - for hvordan definerer vi egentligt hhv. kvindens opgaver og mandens og kan man i virkeligheden stille det så skarpt op?

Vi kender allesammen denne opdeling : Kvinden sørger for mad, tøjvask, rengøring, hente og bringe unger, sørge for dem og hvad vi ellers har i denne boldgade.

Så kan manden skovle sne, vaske bil, slå græs, klippe hæk og skære søndags stegen ud.

Det passede muligvis bedre, dengang kvinderne gik hjemme og havde mere tid. Men sådan er det jo langt fra i dag, hvor størstdelen af de danske husholdninger består af to, der arbejder nogenlunde lige meget udenfor hjemmet.

Hvem siger i øvrigt, at det at vaske op skulle være særskilt feminint? Det er børste, vand og sæbe, samt noget snavs - Det minder da ret meget om at vaske bil, gør det ikke ??

Og lave mad? Jeg har svært ved at se hvorfor det skulle være en kvinde ting. Jeg kender da pænt mange mænd, der også syntes det er sjovt og nødigt vil kategoriseres som værende halvt kvinder af den grund.

Og slå græs - Den ene gang hver 14. dag i sommerhalvåret kan vi vel skiftes til det? Jeg kan også godt lide at slå græs og klippe hæk og i det hele taget være udenfor og jeg kan ikke for min død se, hvori det særligt maskuline ved den slags opgaver består.

Er det syn, som kvinden jeg læste om, ikke mere et syn der mere findes på museum, som et levn fra en tid, hvor det var sådan man så tingene og hvor alle der vovede at stikke ud fra opfattelsen lynhurtigt blev karakteriseret som afvigere og underlige i hovedet.

Vi er da kommet længere siden da, er vi ikke ? Sådan at vi idag holder opgaverne kønsløse og mere aftaler i forhold til hvad der passer med den tid der er til rådighed for den enkelte og hvad parterne hver især kan lide at lave - De opgaver ingen så rigtigt gider beskæftige sig med, deler man da mellem sig - Gør man ikke ???

O la la

Så kom de endelig!!

Mors 7½ frække nymalede montana reoler.

Det bliver simpelthen så lækkert at få dem op at hænge og sat i system, så vi kan blive alt rodet kvit og måske ende med at føle vi bor i et hjem og ikke på en byggeplads :)

Der er nu noget særligt...

... over en tur til Odense.

Her tilbragt 20 år af mit voksenliv her og jeg vil nok altid være forbundet med byen, selvom hovedstadens puls har fanget mig og jeg næppe flytter tilbage.

Her bor jeg på "Czez Marianne", der laver avocadosuppe med kylling og aldrig siger nej til et glas kølig riesling ved aftentide, mens snakken går og livet vendes.

Byen er ligeledes indehaver af vel nok landets bedste kultur og brugerhus med et utal af kreative værksteder - rent slaraffenland for en som mig og kun i en bloks afstand fra hvor jeg logerer.

Idag skal jeg således op og sy min lilla bluse med flagermusærmer, til fodbehandling med det hele i en pause og siden ud og spise sushi med Marianne.

Ungerne spurgte, inden jeg skred af, hvem der så skulle lave mad til dem. Deres tilstro til mandens kulinariske evner kan ligge på et meget lille sted og jeg tvivler da også på, at de får avocadosuppe lavet fra grunden. Men mon ikke de overlever det par dage der er tale om :)

Mor her er ihvertfald nær tilstanden "lykkelig" og rigtigt glad for manden, som bare smilene sagde " helt fint skat, hyg dig"

Ode til Simon

Engang for henved mange år siden læste jeg en bette bog af Lola Baidel, en lysende stjerne på poesiens himmel som formår at ramme lige ind i det væsentlige.

På et tidspunkt beskriver hun hvordan nogle forhold virkeligt holder 50 år eller mere. Nogle holder 5 år, 5 mdr. eller måske bare 5 dage.

Det er deres levetid - og gør dem ikke nødvendigvis ringere eller mindre dybe end dem på 50+ hvis man vel at mærke tør leve med livet uden bitterhed over at dagene går....

Jeg husker Simon. Simon Bjørn for at være korrekt. Syntes navnet alene smager godt. Husker hvor han boede og forleden, da jeg alligevel var med bussen i hans gamle nabolag besluttede jeg, at stå af og tjekke, om han stadig boede der, desuagtet af det immervæk er mere end 10 år siden jeg kendte ham.

Jeg ringede ikke på. Hvorfor skulle jeg det?
Vi har begge bevæget os videre - jeg har ihvertfald. Og hvorfor i øvrigt risikere at få sine minder spoleret ved at trække en ny virkelighed ned over dem, som de ikke nødvendigvis passer ind i. Det har jeg oplevet med en anden kontakt - Det er bare ikke altid nogen god ide.

Simon hentede mig på hovedbanen dengang og vi brugte en weekend i hinandens selskab. En weekend, som for altid vil være prentet ind i mit sind som noget overjordisk dejligt.

Det var elskov i høj potens. Elskov af den slags, hvor rytmen passer sammen, hvor det ene tager det andet og begge er ekstremt årvågne og tilstede.

Siden bevægede vi os ud i byen. Jeg husker 1½ time i en kanalrundfart, hvor der ikke blev vekslet et ord, men flettet fingre og kysset. Det var sproget og vi forstod hinanden.

Der var ingen bitterhed i adskillelsen søndag.
Jeg vidste godt, at det måske blev den eneste weekend jeg nogensinde fik med Simon og på en eller anden måde, var det også okay - det var nok, hvis det var sådan det skulle være.

Kom til at tænke på Simon og Lola i samme tanke i går. Den weekend var DET forholds levetid og også grunden til at jeg ikke gør noget for at genoptage en kontakt.

At jeg ved han er derude et sted og så mine minder er mere end nok for mig....