Der kan man bare se....

Nogle erfaringer andre gør sig kan man bare ikke bruge til en skid.

Jeg husker stadig tydeligt at jeg, da sønnike var en bette purk, til et selskab udtrykte min forundring over forældre og her særligt mødres af og til manglende evne til at glive slip på deres poder. Ligesom jeg rystede på hovedet når jeg læste artikler om den sorg der kunne være forbundet med at ungerne fløj fra reden.

Jeg har altid tænkt, at børn kun er til låns og at man bør være glad og fro når det går dem godt og de er på vej.

Sådan tænker jeg da også stadig.

Jeg er mega glad for, at min søn på 16 nu er på efterskole og oplever sin forhåbentligt mest fede tid i de tidlige ungdomsår. Jeg husker selv hvor fedt det var at være på efterskole og hvor meget jeg forandrede mig de 2 år jeg var afsted.

Jeg under ham det af hjertet - og samtidig er samme hjerte bristefærdigt af vemod over at en barndom er ved at være slut og en ny periode begynder, hvor vi alle omkring ham skal til at omdefinere vores roller i forhold til alt det nye.

Vemodet væltede ind over mig i går aftes. Aldrig mere skal jeg mærke hans lille hånd i min mens vi går på gaden. Aldrig mere skal jeg putte med ham på den brede sofa vi holdt os i de år og falde i søvn sammen med ham der nogle gange. Aldrig mere kommer han ind til mig midt om natten fordi han ikke kan sove og vi putter sammen der. Eller går i bad sammen og spiller basketball samtidigt, fordi vi har været så kloge at installere et mini basket sæt derude i bruseren. (hvor sku man ellers ha den slags??)

I vemodsskæret, er der rigtigt mange ting der er "aldrig mere". Man er slet ikke åben for, at der kommer nogle nye ting ind, nye vaner og omgangsformer, nye muligheder m.v.

Næh nej, man lider af rendyrket seperationsangst og jeg kæmper i disse dage, efter at have aflevdet gutten - for jeg forandrede mig meget da jeg var væk - mon han forandrer sig så meget, at han bliver væk for mig???

(opdateres løbende...:)