lørdag den 28. august 2010

Her er farligt, vi skal hjem før det bliver mørkt...

...
Jeg logerer p.t. på Vesterbro - og IKKE i den "pæne" ende.
Mændendes hjem er mine genboer og der hænger pushere i min gadedør, ligesom pigerne vist ligger med lidt flere mænd end de fleste.

Der er en frygtelig leben i den her gade fra solen står op til langt ud på natten. Men jeg føler mig ikke specielt udsat eller truet. Heller ikke når jeg lister hjem fra bar kl. r.. og jeg tror et eller andet sted det meget handler om ens indstilling til det skæve - jeg kan godt lide dem/det.

Min kæreste var på besøg med sine unger den anden dag. De skulle gerne hjem inden det blev mørkt sagde han. De skulle blot lige op på hovedbanen, men det blev gentaget flere gange den aften, at de skulle afsted inden mørkets frembrud.

Jeg tilbød at følge dem på banen og gjorde det. På turen derned jokede jeg med ungerne og vi hyggede og de glemte "at det vist er lidt farligt her" - fik sagt farvel til dem og smuttede tilbage.

På trappen foran døren sad et par skæve eksistenser. De rejste sig og bukkede da jeg skulle ind og jeg kvitterede med et smil og fik et tilbage. Også luderen på hjørnet fik et smil og hun smilede sørme tilbaws igen.

Det fik mig til at tænke på bange børn - og om ikke de i grunden er et produkt af overført angst. At vi gennem vores udtalelser reproducerer dikotomier og forestillinger om hvordan verden hænger sammen for os, hvor vi måske i højere grad burde lære dem at begå sig i den på en imødekommende og åben vis.

Vesterbro er for mig ikke en pind farligere end andre steder i byen her. Faktisk vil jeg vove påstanden, at den er det mindst farlige sted af alle - den er ærlig og åben, du kan se hvad der foregår og har derved også langt større mulighed for at navigere, end på en stille villavej, hvor du ikke aner hvad der venter dig om næste gadehjørne....


1 kommentar:

  1. Fuldkommen enig.
    Jeg har samme erfaring. Det er lige før, der er mere landsby-agtigt med "vi-passer-på-hinanden"-stemning i de såkaldt "farlige" kvarterer.

    :-)

    SvarSlet