Helt blank...

... jeg er fuldstændig blank...

I flere dage har jeg funderet på, hvad jeg dog skulle blogge om. For selvom jeg ikke har lovet nogen noget, så ER et indlæg pr. md. jo i underkanten.

Jeg kunne selvfølgelig skrive om min farmors vægur i bejdset maghoni med de sprøde slag jeg husker fra før verden gik af lave - og at jeg har købt maling og planlægger at male det grækenlandsblåt og hvidt indeni. "Det skal hænge i køkkenet" sagde jeg til kæresten og mødte hans vantro blik med en kæk attitude og en supplerende bemærkning om, at han da vist også havde en og anden ting fremme, som jeg ikke lige syntes var det mest seje - for ligesom at modstå hans "glem det skat":)

Ungerne er også vilde med ideen De faktisk elsker den og bakker mig 100% op (allierede er altid godt og endelig får jeg GAVN af at vi har hele tre af dem). Så han har givet sig og jeg får mit blå ur...

Det kunne jeg fortælle jer ja...

Jeg kunne sikkert også fortælle at jeg tænker rigtigt meget på min ven...
At det ærger mig, at jeg grundet konfirmation torsdag ikke kan komme over og se ham denne uge, men må vente til næste, hvor han garanteret ER kommet på hospice.

Jeg fandt et billede af ham i går. Et fra - well - også før verden gik af lave.
Jeg sad og kiggede på det og mindedes, da det slog mig, at manden på billedet jo allerede var væk på en eller anden måde... Det var en underlig følelse, den erkendelse. Han er her endnu, og så alligevel ikke...

Og når nu det skal være, kan jeg fortælle om turen i går. Sønnike og mig var ude sammen. Ingen af os gad se fodbold i TV og det var det eneste de viste lissom:)

Vi tog på Chr. Havn og åd noget sushi og videre til Husum for at besøge min veninde.
Han har ikke været med mig ude hos veninder og sådan i ret mange år og det var skide hyggeligt .

"Mor, det har været en dejlig dag" sagde han, inden han smuttede i seng i går aftes.

Mmmmmmmmm!