D. 5. august mødte min 16 årige søn som vidne i retten, i en sag hvor han også var offer.
I April blev han nemlig overfaldet af en jævnaldrende dreng mens han sad på Bopa Plads på Østerbro og holdt frikvarter fra skolen lige om hjørnet. Drengen som overfaldt ham kom kørende på scooter som han smed fra sig, hvorefter han passede min søn op og gik i gang med at svine ham til og siden nikke ham en kraftig skalle så han faldt til jorden med smerter. Optrinet blev kun standeset, fordi der kom en lærer forbi i det samme.
Min søn havde året før en kæreste der var venner med overfaldsmanden, men udover et par møder i nabolaget, hvor samme altid teede sig truende, kendte de to ikke hinanden.
Det var en chokeret søn vi hentede på skolen den dag.
Umiddelbart var han ikke til sinds at melde det. Han var nervøs for repressalier og mente ikke det ville nytte noget alligevel. Men vi pressede på, for vi syntes det er vigtigt de unge melder overfald, da der er alt for meget af det i bybilledet.
Vi tager altså på skadestuen og siden på politistationen på Øster Fælled torv, hvor vi bakkes op i vores holdning og sønnike ender med at føle sig i tryg ved situationen og der bliver optaget fyldig rapport om overfaldet.
Den 5. august skulle han så i retten og her vender billedet …
2 af tre dommere frikendte overfaldsmanden.
Det gjorde de, fordi forsvareren gjorde et meget stort nummer ud af at få min søn til at fremstå som den "skyldige". I det min sønhavde forsøgt at få overfaldsmanden til at fjerne sig ved at tage fat i ham og flytte ham væk (MENS han selv også blev holdt fast), mente forsvareren at overfaldsmanden kunne have følt sig truet og derved nødsaget til at nikke en skalle.
Det har sikkert vejet pænt, at overfaldsmandens mor døde af en overdosis, at han har været i pleje og at han frivilligt har indgået aftale med de sociale myndigheder om at starte behandling for sit eget omfattende hashmisbrug. Man har vel villet give ham en chance.
Tilbage sidder så bare en dreng på 16, som siden overfaldet har haft det svært og som nu føler sig helt til grin.
Han har fået at vide, at det er helt okay at overfalde folk ganske umotiveret og nikke en skalle, skulle man være i det humør – ikke engang en bette belæring får man for det.
Han har også fået at vide at myndighederne trods deres udsagn om det modsatte i grunden er ligeglade med ham og andre unge ofres retssikkerhed. Der er ingen sammenhæng mellem ønsket om at de unge skal melde sagerne og så den alvor hvormed man ser på dem når de når så langt.
Det er fuldstændigt omkostningsfrit at agere som overfaldsmanden gjorde, også selvom anklageren modsagde forsvareren ved at påpege, at der var mange andre måder overfaldsmanden kunne have løst dette at føle sig truet på – han kunne f.eks. have sat sig op på scooteren og kørt sin vej igen.
Min søn selv sagde efterfølgende, at han aldrig ville melde noget igen – det er spild af tid mener han.
