Vi var på Sifnos - en lille ø i Kykladerene i det græske øhav.
Min elskede, vores tilsammen 3 møgunger, min veninde og hendes to piger.
Ferien var så småt ved at lakke mod enden, da vi fik den geniale ide at overnatte oppe ved et nedlagt kloster, på toppen af et af de bjerge der omkransede bugten vi boede ved.
Vi lejede en åben jeep med 4 hjuls træk - nødvendigt, da vejen derop var alt andet end normal. Kun ca 1/3 af ruten var asfalteret, resten var grus og sten i skøn forening - nogle af stenene endda temmeligt store.
Der blev handlet proviant. Lidt mad og guf samt rigelige mængder drikkelse, både med og uden alkohol. Derudover tog vi fyrfadslys med til når det blev mørkt, en masse tæpper, soveposer osv.
Vi kørte op i to hold og havde den mest fantastiske aften / nat. Solen var stor, tung go rund, da den druknede i havet og vi kunne se omtrent til verdens ende i det drømmesyn solens sidste stråler efterlod det hele i.
Vi sang sange, masser af sange, spillede kort, snakkede og nød det hele og da ungerne endelig ud på natten faldt til ro, sad vi længe med god vin og hygge i fyrfadenes skær inden også vi lagde os til at sove - så meget det nu lod sig gøre for den favnfuld stjerneskud vi ustandseligtså falde deoppe i det uendelige blå-sorte.
Næste morgen vågende vi alle til solopgangen - " Se nu stiger solen" har aldrig virket mere på sin plads at synge end lige i denne stund.
Jeg var gennemført lykkelig og tænker tit tilbage på denne aften nat.
Grøftekantsbroderi og lappeløsninger
1 måned siden
