O la la

Så kom de endelig!!

Mors 7½ frække nymalede montana reoler.

Det bliver simpelthen så lækkert at få dem op at hænge og sat i system, så vi kan blive alt rodet kvit og måske ende med at føle vi bor i et hjem og ikke på en byggeplads :)

Der er nu noget særligt...

... over en tur til Odense.

Her tilbragt 20 år af mit voksenliv her og jeg vil nok altid være forbundet med byen, selvom hovedstadens puls har fanget mig og jeg næppe flytter tilbage.

Her bor jeg på "Czez Marianne", der laver avocadosuppe med kylling og aldrig siger nej til et glas kølig riesling ved aftentide, mens snakken går og livet vendes.

Byen er ligeledes indehaver af vel nok landets bedste kultur og brugerhus med et utal af kreative værksteder - rent slaraffenland for en som mig og kun i en bloks afstand fra hvor jeg logerer.

Idag skal jeg således op og sy min lilla bluse med flagermusærmer, til fodbehandling med det hele i en pause og siden ud og spise sushi med Marianne.

Ungerne spurgte, inden jeg skred af, hvem der så skulle lave mad til dem. Deres tilstro til mandens kulinariske evner kan ligge på et meget lille sted og jeg tvivler da også på, at de får avocadosuppe lavet fra grunden. Men mon ikke de overlever det par dage der er tale om :)

Mor her er ihvertfald nær tilstanden "lykkelig" og rigtigt glad for manden, som bare smilene sagde " helt fint skat, hyg dig"

Ode til Simon

Engang for henved mange år siden læste jeg en bette bog af Lola Baidel, en lysende stjerne på poesiens himmel som formår at ramme lige ind i det væsentlige.

På et tidspunkt beskriver hun hvordan nogle forhold virkeligt holder 50 år eller mere. Nogle holder 5 år, 5 mdr. eller måske bare 5 dage.

Det er deres levetid - og gør dem ikke nødvendigvis ringere eller mindre dybe end dem på 50+ hvis man vel at mærke tør leve med livet uden bitterhed over at dagene går....

Jeg husker Simon. Simon Bjørn for at være korrekt. Syntes navnet alene smager godt. Husker hvor han boede og forleden, da jeg alligevel var med bussen i hans gamle nabolag besluttede jeg, at stå af og tjekke, om han stadig boede der, desuagtet af det immervæk er mere end 10 år siden jeg kendte ham.

Jeg ringede ikke på. Hvorfor skulle jeg det?
Vi har begge bevæget os videre - jeg har ihvertfald. Og hvorfor i øvrigt risikere at få sine minder spoleret ved at trække en ny virkelighed ned over dem, som de ikke nødvendigvis passer ind i. Det har jeg oplevet med en anden kontakt - Det er bare ikke altid nogen god ide.

Simon hentede mig på hovedbanen dengang og vi brugte en weekend i hinandens selskab. En weekend, som for altid vil være prentet ind i mit sind som noget overjordisk dejligt.

Det var elskov i høj potens. Elskov af den slags, hvor rytmen passer sammen, hvor det ene tager det andet og begge er ekstremt årvågne og tilstede.

Siden bevægede vi os ud i byen. Jeg husker 1½ time i en kanalrundfart, hvor der ikke blev vekslet et ord, men flettet fingre og kysset. Det var sproget og vi forstod hinanden.

Der var ingen bitterhed i adskillelsen søndag.
Jeg vidste godt, at det måske blev den eneste weekend jeg nogensinde fik med Simon og på en eller anden måde, var det også okay - det var nok, hvis det var sådan det skulle være.

Kom til at tænke på Simon og Lola i samme tanke i går. Den weekend var DET forholds levetid og også grunden til at jeg ikke gør noget for at genoptage en kontakt.

At jeg ved han er derude et sted og så mine minder er mere end nok for mig....