torsdag den 25. marts 2010

Torsdagstur

Det har været en af de der dage...

3½ times gruppesparring og vejledning ifm. BA skrivningen slog fuldstændigt luften ud af ballonen hos mig. Jeg nærmest vaklede mod Nørreport efterfølgende, mens jeg diskuterede med mig selv, hvorvidt jeg egentligt gad tage på Diamanten efter bøger.

Det var en åndsvag diskussion. Hentede jeg ikke bøgerne, så blev de returneret. Det var sidste dag for afhentning, der var ikke noget at gøre, så jeg begav mig afsted og heldigvis var bøgerne det værd, de var lige hvad jeg skulle bruge. Det ved man ikke altid er min erfaring og mange er de gange, hvor jeg har bestilt noget faglitteratur hjem, blot for at se, at enten sproget eller vinklen ikke var det rette for den sammenhæng det skulle indgå i.

Jeg vaklede ud derfra igen efter endt mission. Stod et øjeblik og missede mod solen, denne ellers fantastiske forårsdag. Og så var det at jeg tænkte, at det kun var mig selv der kunne få dagen vendt. Dagen var ikke dårlig, den var bare uoplagt og havde mest lyst til dyne og søvn.

Jeg tog havnebussen. Jeg trådte udenfor ruten. Tog en beslutning om, at okay, så tager vi en lille tur og ser, om ikke dét kan vække sanserne lidt til live igen.

Til Nyhavn og en vaffelis på kajen - uhm. Så blev det godt igen og jeg drog videre med cirkel linien til Nørreport og hjemad. I godt humør og med mere energi.

Her til aften har den ældste og jeg handlet ind sammen. Den helt store tur. Det var skide hyggeligt og vi har også lavet mad sammen, mens tøsen lå på slagbænken og læste den sidste nye vampyrbog som vist er det helt store for de unge p.t.

Afstikkere er gode. Nogel gange kan de være med til at bryde en ellers håbløs rytme og give en modet eller energien tilbage. Jeg har taget mange af den slags afstikkere. Jeg er faktisk ret god til det der, når jeg selv skal sige det.

I skulle tage at prøve en dag. Hvis den er grå og trist, stresset eller tømt. Hvis I mangler et eller andet, så prøv at tage bussen til endestationen, hvis du ved den kører et smukt sted hen, som da jeg tog 66 til operaen, selvom jeg ikke havde noget ærinde derude og chaufføren da også spurgte mig, om ikke jeg skulle af og grinede da jeg fortalte, at jeg bare var på tur.

Du kan også sætte dig ned et sted. Sidde lidt og glo på folk, drikke et godt glas et eller andet og nyde livet omkring dig.

Gå en omvej af og til. Det lønner sig tit er min erfaring. Isen smagte i øvrigt fantastisk. Det var årets første :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar