København
Som fugle, der flyver i natten med dæmpede vingeslag,
mærker jeg dine drømmes flugt mod den unge dag,
og jeg aner dit væsens godhed som en undren, der altid er ny
skønt dit ansigt bestandig skifter min store, levende by.
Hvad drømmer du om, nu da våren har løsnet dit tunge hår?
Er du for ung til at elske en pige på sytten år?
Eller sover du hvid af længsel i aprils urolige nat,
med din mund mod de våde blomster,der er ved dit leje sat?
Selv dine slanke tårne sitrer mod rummets blå.
Månen lyser af af lykke og ved hvad du tænker på.
Elskende trykker sig bange ind mod din lune favn,
og småbørn vågner i mørket og kalder dig sagte ved navn.
Med bløde, puslende lyde slår bølgerne, halvt i drøm,
mod havnens lænkede skibe der længes mod havenes strøm,
og Rådhusurets dybe, klingende klokkespil,
er dit store, bevægede hjerte, der sanser at somren er til.
Du strækker dig træt i det bløde lys mellem nat og dag.
Solen sender sin flamme mod Børsens irgrønne tag,
og Langebro duver i stålet for en bryggerhests søvnige trav,
de krigsglemte skibe vågner og længes mod hav, mod hav.
Også du har en vemod i smilet, men sorg gør dig mere skøn,
i de lyse, nordiske nætter, når bøgen står vild og grøn,
gemmer vi os ved dit hjerte og drømmer dig ung og fri,
så længe din lykke er vores, er ingenting helt forbi.
Tove Ditlevsen
Fra "Lille verden" - 1942
Ingen kommentarer:
Send en kommentar